Bygningen af den Jydske Sydbane Lunderskov - Varde blev vedtaget ved lov d. 14 maj 1870.
Men først d. 17 august 1872 blev kontrakten med et konsortium bestående af baron G.A.Gedelia, justitsråd E.C.Møller og entrepenør Lauritz Petersen indgået. Prisen var 1.260.000 kr uden rullende materiel, skinner og ekspropriation.
Arbejdet med banen gik igang straks efter underskrivelsen af kontrakten. Men arbejdet blev ikke færdig til tiden pga. hårdt vejr og mangel på arbejdskraft. Men den 3 oktober 1874 kørte de 3 første plantog.

Strækningens stationer og holdepladser.

Banen der går fra Holstebro til Varde over Ringkøbing blev åbnet i 2 tempi.
Første del Holstebro - Ringkøbing åbnedes for drift d. 31 marts 1875.
Anden del Ringkøbing – Varde blev åbnet for publikum d.8 august 1875.
Oprindelig havde der været planer om en let hestebane fra Struer til Esbjerg (pris 2.848.000 kr.) men i rigsdagssamlingen 1867 – 1868 blev der fremlagt forslag om en lokomotivbane fra Holstebro – Esbjerg. Denne stadfæstedes ved lov d. 24 april 1868.

Glyngøre ligger i det nordlige Salling ved Sallingsund, og var endestation for Sallingbanen fra Skive til Glyngøre. Gennem næsten 100 år var den også færgeby med forbindelse til Nykøbing M, hvortil man overførte specielt post- og godsvogne.

Skive H ligger på strækningen mellem Viborg og Struer. Den er i dag en almindelige gennemkørselsstation, men var tidligere en større station, hvorfra Sallingbanen og den private Vestsallingbanen (SVJ) udsprang.

Sallingbanen var en DSB strækning, der løb gennem den nordlige del af Salling og kaldes derfor også Nordsallingbanen. Den blev anlagt i 1884, og løb fra Skive H til Glyngøre. I 1885 blev banen forlænget med en færge fra Glyngøre til Nykøbing Mors, hvor der blev anlagt en station og et lille sporareal. Det var meningen, at banen skulle føres videre over Mors, men det skete aldrig.

Danmark har haft et meget fintmasket jernbanenet - faktisk var vi i begyndelsen af forrige århundrede det land i verden, der havde mest jernbane i forhold til vores størrelse. For at holde styr på de mange spor, plejer man at dele nettet op i forskellige strækninger.

For privatbaner er en strækning normalt blot opkaldt efter banen. Hos DSB følger opdelingen som regel byggetidspunktet, så man på den måde har fået nogle strækninger, der ikke nødvendigvis virker særligt logiske, når man ser på dem i dag.