På den frie strækning og i stationernes hovedspor lægges skinnerne med en overhøjde på den yderste skinne. Formålet er at modvirke centrifugalkraften ved højere hastigheder, så passagerer og gods ikke presses udad og også at modvirke et for stort slid på de yderste skinner.
Overhøjdens begyndelse ligger normalt samme sted som overgangskurvens begyndelse og den fulde højde nås ved overgangen til den egentlige kurve. Tegningen er fra DSB’s ”Banernes Bygning og Udstyrelse”.
Overhøjde i model.
MOROP har i NEM 114 givet anbefalinger for den maksimale overgangshøjde, for H0’s vedkommende 1 mm.
Ved den viste metode (H0) er der blevet brugt dobbeltklæbende tæppetape oven på et underlag af tilpassede flamingoplader og flexskinner.
På billede 1 ligger overgangskurven mellem de to pile. Der er lagt dobbeltklæbende tæppetape oven på flamingoen på det lige stykke i to baner, i kurven er tapen klippet i passende længder for at kunne følge krumningen. Efter pilen helt til venstre ved overgangen til den egentlige kurve, er der lagt stumper af tændstikker under det yderste af de udvendige stykker tape. Når sporet er klar til at blive klæbet på plads, trækkes beskyttelsespapiret af tapen undtagen på det yderste stykke af overgangskurven. Når sporet er presset fast på tapen, vil skinnen af sig selv lave en glidende overgang fra 0 til overhøjden på 1 mm. Den yderste række tape i overgangskurven kunne naturligvis undværes, men den sparer ballast i den sidste ende.
Der er naturligvis andre måder at lave overhøjde på, men det er sikkert problematisk ved brug af faste skinnestykker, da det hermed ikke er let at lave en glidende overgang.
Den samlede effekt af overgangskurver og overhøjde burde fremgå af de efterfølgende billeder.
1 kan lide