Terminsprøve: Essay om modeltog.

Hej, i dag havde vi teminsprøve, og en af de mange opgaver var at skrive et essay om en af de ting man rigtigt godt kan lide, så den første tanke der faldt mig ind var selvfølgelig modeltog, så da jeg blev færdig med det, tænkte jeg at I skulle da også lige have mulighed for at læse den. Ris og ros er meget velkommen.

Modeltog

Kender du lyden af et stort damptog som bare kommer drønende forbi? Det gør jeg, og ifølge mig er det den bedste lyd man overhovedet kan komme til at opleve, og synet er også en oplevelse i sig selv. Det der med at den kommer kørende helt problemfrit igennem landskabet. Det er måske lidt lad i forhold til et modeltog med lyd, men jeg får stadig den samme følelse. Den der følelse af at noget bare er større og kraftigere end en selv. Hvilket faktisk kan være mærkeligt at tænke på, når man ved at det lille modeltog højest er en 20-30 centimeter langt, og man kan stoppe det bare ved at stikke en hånd foran! Men igen, det der med at man kan se toget komme farende helt problemfrit igennem modellandskabet, er en fryd for øjet. Især hvis man ved at man selv har kreeret landskabet med sine egne hænder og sine egne ideer. Sommetider kan man godt lave fejl, og andre gange bliver man nødt til at lave det hele om. Men som en klog mand engang har sagt, så lærer man af sine fejl, så dem må man også tage med i byggeprocessen. Mit eget anlæg er desværre ikke så stort eller så færdigt som jeg gerne vil have det, men som enhver anden modelbygger, vil man altid have mere plads. Det er bare som om at når man har fået lavet sit anlæg færdigt, og er fuldt ud tilfreds med det, så begynder pladsmangelen at vise sig. Når man som nybegynder skal vælge et startsæt, som indeholder et tog, en transformer, nogle skinner til en lille ovalbane med et sidespor og en controller, så er det bestemt svært at vælge hvilket startsæt man skal købe, da der findes en hel flok at fabrikanter som sjovt nok påstår at deres produkt er det bedste. Så når man kommer ind i modeltogsforretningen, står man lidt som et lille barn i en slikbutik der ikke rigtigt ved hvad man skal købe, så man bliver enig med sig selv om at det dyreste må være det bedste og det mest holdbare. Så det ender med at man køber det dyreste, slipper nogle tusinde kroner, og så er man på vej hjem for at lave sit eget lille land. Når der så er gået nogle dag og man efterhånden bliver træt af at kigge på en træplade med nogle skinner og et tog tøffende rundt på, så tyger man til internettet eller venter på at man skal på ferie med en modeltogsforretning i nærheden, og igen får man det samme problem – hvad skal jeg købe? Man står omringet af træer, huse, græs, mennesker, biler, ja jeg kunne blive ved med at remse ting op til modelbanen, men for ikke at spilde både din og min tid springer jeg den del over. Så går turen hjemad, og når man så er kommet hjem,m støder man på endnu et problem. Hvor skal jeg stille de forskellige ting? Tja først skal man jo lige have samlet husene og gjort dem pæne, så sætter man sig ned med et stykke ternet papir, viskelædder, blyant og lineal. Så bruger man nogle dage med at tegne, viske ud og måle op. Alt det gør man samtidigt med at man har et storslået anlæg i tankerne med broer og bjerge og jeg skal gi ´ dig skal jeg. Når man sår har fået lavet landskabet færdigt og har haft det i nogle år. Indser man at det lige pludsligt er lidt kedelig med en oval bane. Så endnu engang går turen til modeltogsforretningen, denne gang for at købe skinner, og endnu engang møder man problemet: hvad skal jeg købe? Der er tre typer skinner fra den samme fabrikant:

M-skinner med ballast af jern, som er fra dengang farfar var dreng.

K-skinner uden ballast, men som nok er den type skinner som bliver brugt mest. Igen fra dengang farfar var dreng.

C-skinner med ballast af plastic, og nutidens nok mest sikre skinner, det vil sige at man ikke så nemt kan få et rap over nallerne hvis man kommer til at sætte fingrene på skinnerne, hvilket lige pludselig ikke gør det så sjov at lege med modeltog.

Jeg kører selv med C-skinner og kan kraftigt anbefale dem.

Så går turen hjem og det anlæg man med stolthed har kreeret bliver skubbet til side så der plads til det nye, eller også finder man bare på at lægge skinnerne til det første anlæg. Så endnu engang sætter man sig ned med blyant, viskelædder, lineal og ternet papir, for at finde frem til den bedst mulige løsning.

Hvis man nu har børn og man selv har fået smag for modeltog, hvad så med at lede den videre til sine børn? Her snakker jeg ikke om store anlæg med avancerede huse og små mennesker som man nemt lige kan komme til at sluge. Næ næ hold det endeligt fra de små fingre. Giv dem hellere et startsæt med et cirkustelt, et tog, nogle vogne til de forskellige dyr som de kære små kan finde på at køre rundt med, og det er utroligt holdbart. Det vil med garanti vække glæde i det lille hjem. Jeg huske selv som helt lille da jeg startede med Brio tog. Det blev udvidet mange gange indtil jeg blev 7-8 år. Så fik jeg øjnene på et Legotog. Det med Lego var relativt nemt at udvide, da jeg havde en masse Lego i forvejen og bare satte det til når jeg ville lege med det. Lego har også den fordel at det kan man rigtigt lege med. altså bilerne kan køre menneskerne kan man også selv styre og der er en uanet masse sjove lege man kan lege med Lego.da jeg så bliver cirka 13 år, får jeg lyst til lidt mere end bare Lego. Så jeg går og driver mine forældre til vanvid med at jeg ønsker mig brændende et modeltog-startsæt. Jeg får dem til sidst overbevist om at den eneste måde at få ro på mig er ved at give mig et startsæt i julegave. Nogle mener at modeltog er en passion, andre mener det er en hobby, jeg mener at det er lidt af begge dele.