Picture

rh42200

Systemadministrator

Indlæg: 73

PB  Hjemmeside

tlarsen.dk - følg opbygningen af Sæby v2

Hej alle - og god sommer

Jeg har brugt lidt af ferien på at smede moduler sammen til en model af Sæby jernbanestation på FFJ.  Det har jeg prøvet før, men har besluttet at starte forfra og bygge Sæby v2 efter Fremo-principperne om mere forbilledlige kurve- og sporskifteradier.  Derfor bliver stationen bygget til at være så tæt på virkeligheden i 1:87, som jeg kan komme - også mht. længde.  Stationen bliver 5,12m lang og da der er et par "sammengroede" sporskifter og et kryds som ikke kan købes færdiglavet i den ønskede vinkel, har jeg besluttet at lave alle sporskifter og krydset i hånden.

Projektet kommer til at tage lang tid, men hjemmesiden vil blive opdateret hver gang der er nyt - allerede nu er der skrevet et par artikler om opbygningen af de rå moduler.  Adviseringer om opdateringer kan tilflyde via RSS-feeds, så har du en newsreader (som f.eks. newsfactory til Google Chrome), kan du abonnere på nyhederne ved at tilføje      www.tlarsen.dk/Banen/rss.xml     til newsreaderen.

Foruden Sæby-projektet handler siden også om andre aspekter af Fremo-modulbygning, og der er allerede lagt artikler op om landskabsbygning med Grassmaster med opskrifter på de græsblandinger jeg har brugt.  Også patinering og omlitrering af modeller bliver beskrevet, og det emne er allerede behandlet i en artikel om tilblivelsen af skinnebussen FFJ Sm 15 - men flere vil komme til.   Et andet afsnit viser billeder fra de træf, jeg har været til, så der er allerede nu lidt nyt at se på - men der vil som sagt komme meget mere til hen ad vejen.

For de af jer, der allerede kender siden, vil I opdage, at der foruden et nyt design også er fjernet noget indhold.  Det er et forsøg på at gøre siden mere overskuelig og indholdet lidt mere kortfattet.  Muligvis vil noget af indholdet finde tilbage i en revideret form, men andet er slet og ret skrottet.

 

God fornøjelse til de af jer, der har lyst til at følge mit arbejde

Tommy Larsen

 

__________________

Sæby station i virkelighed og model
http://www.tlarsen.dk
http://www.facebook.com/saebybanen

Like 3 kan lide
Top