Der er ikke dumme spørgsmål (næsten ) og hvis man er ny indenfor jernbanehobbyen er det da et logisk spørgsmål
I gamle dage, altså til omkring århundredeskiftet 1899/1900 var de automatiske bremser såsom først vakuumbremsen og senere (luft)trykluftbremsen ikke så fremherskende og før disse, skulle enten lokomotivet bremse eller give contradamp (hjulene kører baglæns). For at bedre bremsningen yderligere, påsattes en skruebremse pr. X antal byggede vogne, der ved hjælpe af en spindel trak bremseklodsen(skoen) an mod hjulets løbeflade mekanisk. Altså en ansat ved banerne (benævnt "Bremser") skruede bremsen til når han fik ordre til dette. Denne ordre kom fra lokomotivførreren ved et fjøjtesignal i dampfløjten. Bremsehåndsvinget sad normalt enten på den åbne perron på personvognene eller tidligst som på godsvognene på taget. Godsvognene havde "Bremseplatform" eller en en højt placeret skruebremse ved taget/gavlkanten. Her sad så "Bremseren" på et sæde og kunne både se og høre hvad der foregik. På et andet signal "løs bremsen", blev skruebremsen løsnet.
For at gøre arbejdsforholdene noget mere bekvemme, sattes først en kalesche op, så bremseren sad med ryggen inde i denne. Det hjalp jo ikke noget i regn, blæst eller kulde, hvorfor man byggede et "bremsehus/tårn" i gavlen, hvor så bremseren kunne side om end ikke varmt, da fri for regn og sne og ikke mindst vind.
Ca. halvdelen af alle godsvogne fik en Tårnbremse. Toget skulle jf. bestemmelserne have en vis "Bremseprocent", altså hvor mange bremser skulle kunne aktiveres, alt afhængig efter hvormange aksler (vogne) og vægt toget havde. På baggrund af denne udregning, skulle toget så have X antal virksomme bremser, hvilket så igen afgjorde hvor mange "Bremsere" toget skulle have i bremsetårnene.
Der fandtes et utal af kombinationer, men her de mest normale.
Håber det hjalp lidt på forståelsen.
Steffen Dresler
NB: Først omkring slutningen af 1920´erne var antallet af enten vakuum- eller trykluftbremser i vognmateriellet så talrigt, at "Bremserne" helt kunne afskaffes. På tysk foranledning indførtes DSB fra 1943 ff. trykluftbremsede tog som standardbremse med få undtagelser på visse sidebaner.
Nej, bremsehusene blev gradvist nedtaget og normalt fik vognen så en alminddelig lavtsiddende skruebremse, samtidig med den fik enten trykluftledning eller trykluftbremse.
Men se de bøger jeg henviste til på Jernbanearkvalier.
Steffen Dresler
NIL
Indlæg: 265
Kære fynsyd
Der er ikke dumme spørgsmål (næsten ) og hvis man er ny indenfor jernbanehobbyen er det da et logisk spørgsmål
I gamle dage, altså til omkring århundredeskiftet 1899/1900 var de automatiske bremser såsom først vakuumbremsen og senere (luft)trykluftbremsen ikke så fremherskende og før disse, skulle enten lokomotivet bremse eller give contradamp (hjulene kører baglæns). For at bedre bremsningen yderligere, påsattes en skruebremse pr. X antal byggede vogne, der ved hjælpe af en spindel trak bremseklodsen(skoen) an mod hjulets løbeflade mekanisk. Altså en ansat ved banerne (benævnt "Bremser") skruede bremsen til når han fik ordre til dette. Denne ordre kom fra lokomotivførreren ved et fjøjtesignal i dampfløjten. Bremsehåndsvinget sad normalt enten på den åbne perron på personvognene eller tidligst som på godsvognene på taget. Godsvognene havde "Bremseplatform" eller en en højt placeret skruebremse ved taget/gavlkanten. Her sad så "Bremseren" på et sæde og kunne både se og høre hvad der foregik. På et andet signal "løs bremsen", blev skruebremsen løsnet.
For at gøre arbejdsforholdene noget mere bekvemme, sattes først en kalesche op, så bremseren sad med ryggen inde i denne. Det hjalp jo ikke noget i regn, blæst eller kulde, hvorfor man byggede et "bremsehus/tårn" i gavlen, hvor så bremseren kunne side om end ikke varmt, da fri for regn og sne og ikke mindst vind.
Ca. halvdelen af alle godsvogne fik en Tårnbremse. Toget skulle jf. bestemmelserne have en vis "Bremseprocent", altså hvor mange bremser skulle kunne aktiveres, alt afhængig efter hvormange aksler (vogne) og vægt toget havde. På baggrund af denne udregning, skulle toget så have X antal virksomme bremser, hvilket så igen afgjorde hvor mange "Bremsere" toget skulle have i bremsetårnene.
Der fandtes et utal af kombinationer, men her de mest normale.
Håber det hjalp lidt på forståelsen.
Steffen Dresler
NB: Først omkring slutningen af 1920´erne var antallet af enten vakuum- eller trykluftbremser i vognmateriellet så talrigt, at "Bremserne" helt kunne afskaffes. På tysk foranledning indførtes DSB fra 1943 ff. trykluftbremsede tog som standardbremse med få undtagelser på visse sidebaner.
NB, NB: For at få lidt mer at vide se denne side: DSB Vognmateriel (jernbanearkivalier.dk)
Steff
fynsyd
Indlæg: 24
Vil det så siger at de i mange år kørte rundt uden bremsere indtil de blev demonteret eller udrangeret
venlig hilsen
fynsyd
Steffen Dresler
NIL
Indlæg: 265
Nej, bremsehusene blev gradvist nedtaget og normalt fik vognen så en alminddelig lavtsiddende skruebremse, samtidig med den fik enten trykluftledning eller trykluftbremse.
Men se de bøger jeg henviste til på Jernbanearkvalier.
Steff
Steff