Kryptering på Sporskiftet

Det gik fantastisk hurtigt med at få lagt kryptering på Sporskiftet, der nu kører HTTPS og bliver ved med det. Det viste sig jo, at der var kommet en mulighed for at gøre det gratis, hvad den gamle webmaster desværre ikke havde været opmærksom på. Løsning hedder Let's Encrypt, og den er nu sat op til forhåbentlig problemfri drift.

Og så er der donationerne: På blot 24 timer er det lykkedes så rigeligt at samle det nødvendige beløb ind - faktisk er der kommet næsten 2.500 kr. i kassen. Det er rigtig flot - i hele 2016 kom der kun 150 kr. i donationer, så jeg havde frygtet, det ville tage meget lang tid at nå op på 1000 kr. Det gjorde det ikke - og det både varmer og glæder at se, at så mange sætter pris på Sporskiftet. Der skal ikke nævnes navne her, men jeg synes alligevel det er værd at nævne, at der kom hele 1.000 kr. fra een enkelt donor - endda en væsentlig spiller på det danske modelbaneområde, der på trods af egne udfordringer har valgt at støtte en "kollega". En meget stor og varm tak herfra!

Selvom det lykkedes at finde en gratis løsning, vil pengene ikke være spildt: Jeg har gået og talt på knapper for at gøre op med mig selv, om jeg ville investere i en ny firewall - men med så store donationer, vil jeg nu gøre alvor af det. Det betyder indkøb af en fiks lille computer til omkring 6.500 kr., der har masser af netkort, så Sporskiftets servere kan sikres med en rigtig DMZ. Den har også to netinterfaces, der kan køre 10 GB, så den er fremtidssikret til endnu højere hastigheder; man skulle tro, det var løgn, men Gigabit.dk, der lægger fiber til Sporskiftet, tilbyder allerede i dag en 5 GB fiberforbindelse, der er til at betale. Linien bliver ikke opgraderet lige nu, Sporskiftet kører vist mere end hurtigt nok, men det lover godt for fremtiden.

Nok engang tak for den store støtte, I har vist - det giver masser af mod på at arbejde videre med Sporskiftet!

Like 9 kan lide
Top