SJ G2 1425

SJ G2SJ G2 SJ G2

SJ  G2 1425

Jeg faldt over en gammel brugt Fleischmann BR 55 til en billig penge og tænkte, at den kunne bruges til en svensk firkoblet maskine.

Kort tid efter annoncerede Göran Nilsson, HNJ Verkstad et ombygningssæt fra Trix til såvel en G2 som en G 10.  Han oplyste, at sættet med en del tilpasning også kunne bruges på en Fleischmann.

G2 maskinerne blev bestilt af SJ i Tyskland under 1. verdenskrig da man fandt, at de svenske lokomotivtilvirkere var for dyre.  Man valgte den prøjsiske G 8 senere BR 55.

Det var nogle meget vellykkede maskiner med god trækkraft.

I slutningen af 1920'erne begyndte man at udskifte kedlerne med en svensk standardkedel, hvilket efter min smag absolut forbedrede deres udseende.  En del af maskinerne fik også et nyt lukket førerhus.

Tenderen fik en yderligere opbygning i træ for at øge kulbeholdningen.

Fleischmann modellen har tenderdrev, så jeg bestilte et ombygningssæt til en G2.

Jeg fik god hjælp til billeder via svenske hjemmesider og valgte at bygge nr 1425, som havde bevaret det tyske førerhus.

Kedel og fyrkasse krævede en del tilpasning, hvilket jeg var forberedt på.  Kedlen er fastgjort til rammen med gennemgående 2 mm maskinskruer til møtrikker, som jeg har fået lirket på plads i kedlen og fastgjort med epoxy.

Jeg har suppleret med acetylenlygter, donkrafte, sandingsventiler, acetylenflaske, luftbeholder og skorsten fra Perl.

Sandingsrørene er i modsætning til flere af de andre G maskiner ikke ført lige ned men skråt fremover hhv tilbage. Det viser endnu engang, hvor vigtigt det er med billeder af den aktuelle maskine du vil bygge i model.

Kanalerne fra dampcylinderne til røgkammeret har jeg fremstillet i massivt messing. Jeg var ikke tilfreds med de hvidtmetaldele, der medfulgte.   De var for smalle og i 2 forskellige bredder.  Vinklerne passede også dårligt til min maskine.  Basis til sikkerhedsventilerne på kedlen er ligeledes tildannet af en stump messing.

Kulkassen har fået en forhøjning udført i nysølvplade svarende til, hvad jeg har kunnet se på fotografier.  Det har givet plads til lidt ekstra blyplade inden tenderen blev læsset med kul.

Resultatet er en fin maskine, der gør sig godt med den smukke svenske kedel.  Jeg fik senere fat i endnu en Fleischmann men med et SB Faulhaberdrev indbygget i tenderen.  Nu kører den fortrinligt med betydelig trækkraft ikke mindst grundet den store motor og hæfteringene på de drivende tenderhjul.

Strømoptaget er fra drivhjulene.  En ESU Lokpilot decoder er anbragt i kedlen, hvorfra der føres strøm til motoren i tenderen.  Der er også blevet plads til en kondensatorenhed til decoderen til afhjælpning af kortvarige strømsvigt.  Er der plads til dette i mine damplokomotivmodeller, gør jeg gerne brug af denne mulighed fora t forbedre driftsikkerheden.

De fleste, der bygger modeller, holder sig vel til det danske, men nabolandet har mange spændende damplokomotiver f.eks. litra F, som DSB overtog og ombyggede til litra E.  Der er et klart lighedstegn mellem kedlerne til G og F.  Hvad modelbygning angår er Sverige også beriget med en hel del småtilvirkere.  Er du til egen bygning af rullende materiel er det ene overvejelse at se til den anden side Sundet .

Modellen er pt sendt til maling. Når dette er overstået vil jeg tage et par yderligere billeder.

Nils-Erik

 

Like 0 kan lide
Top