Fredag d. 21/12/2012 - 5:11 I dag rejste jeg tilbage fra en egentlig ret morsom kortrejse til Kbh. med formålet at gå i Tivoli sammen med nogle gode venner. Turen tilbage foregik ret passende til rejsens formål med IC3-toget "Georg Carstensen", som blev leveret til DSB 1996 og som blev adopteret fra Tivoli. Toget er DSB-vanen tro udsmykket med diverse Tivoli-motiver osv.
Toget afgik til tiden i København h. og nåede færgen "Deutschland" helt planmæssigt, og vi havde en god, men lidt stormfulde overfart (i hvert fald ret store bølger).
Men kort efter Puttgarden skete det: en hård stød, der gik gennem hele toget, en fuld bremsning på åben strækning, og DSB-højtalerens klokkesignal, og så var det klart med det samme, at der var sket noget. Egentligt var jeg ikke forundret, fordi jeg havde haft hele tiden sådan en dårlig fornemmelse, at der ville ske noget (som egentlig altid, jeg rejser tilbage fra Kbh.), men var nu egentligt mere bange denne gang pga. et forsøgt terrorangreb, der foregik i Bonn hovedbanegården kun for nogle dage før...
Og så stod toget stille midt på den åbne mark, og midt om natten... Ved den første højtalermeddelelse af chaufføren kunne man klart høre, hvor chokeret han var, og at det, han umiddelbart havde set, måtte have været meget uhyggeligt, det kunne man godt høre på hans stemme. Men så virkede hele togpersonalet lidt forvirret, hvad er klart i den situation. Men i alt må man alligevel sige, at de klarede deres opgaver mht. problem-management osv godt. De sagde, at der ville komme politiet, og så ankom der snart talrige udrykningskøretøjer. Snart var hele sporet og toget fyldt med politi- og brandmænd. De gik gennem toget og spurgte passagererne, om der var alt i orden og om der var sket noget til dem.
Nu kan det vare MEEEEEGET længe i den slags situationer, inden der virkeligt sker noget, og man kan ikke gøre noget end vente, ringe hos sine familier, at det bliver senere osv. Hele sagen skal jo undersøges meget nøjagtigt, og før kan toget ikke fortsætte. Mens vi ventede, var der gratis kaffe og te til rådighed. Efter en vis tid (måske en time) blev der meddelt, at der skulle komme busser, der skulle få folk til Hamborg og Lübeck. Den første bus kom for at hente de første mennesker - og så skete der i en lang tid intet mere! I den tid var der også lidt mangel på information, men der blev efterhånden forklaret, at det kun var pga. at de ikke præcist kunne sige, hvad der skulle ske nu.
Efter ca. to timer skiftede stemningen i toget på en mærkelig, men positiv måde. Det var, som om livet vendte tilbage til og i de fuldstændig chokerede mennesker. Man begyndte at snakke igen, og folk kunne grine og smile igen (der opstår en mærkelig slags af fælleskab blandt passagererne i disse situationer). Også togpersonalet (nok ikke chaufføren, som jeg ikke så mere) havde det bedre igen. Der var i hvert fald farve igen i deres ansigter, og den ene af dem kunne smile igen.
Og så kunne toget med en ny togfører fortsaette omkring midnat. Ca. kl. 1:30 ankom vi i Hamborg. Folk, der skulle videre, fik tildelt hotelværelser eller blev kørt videre med taxaer. Jeg blev også kørt hjem, fordi der kører hverken busser, metroen eller s-tog i Hamborg midt om natten. Nu sidder jeg hjemme igen og er glad at være her.
Hvem er det, der gør sådan noget kort før jul? Hvad er det, der får menneskerne til at gøre sådan noget?? Hvorfor træffer nogle mennesker sådan en beslutning? Hvad foregår der i et menneske, der gør det? Hvad skal forældrene, der der sidder inde i toget sammen med deres små børn fortælle dem om, hvad der er sket? Hvad betyder det for en stakkels chauffør, der bliver tvunget at opleve sådan et uheld umiddelbart?
I hvert fald skal vi huske, at livet er dyrebart, og vi skulle huske alle dem, der måske har det ikke så godt i disse dage. Lad os være der for hinanden. Lad os huske, hvad jul virkeligt er. Det er langt mere end gaver og små modeltog under juletræet. Selv om det i hvert fald skulle være med.
GOD JUL!
0 kan lide